Pisk eller gulerod ?

Jeg kan så godt li´gulerødder. De sprøde knasende, de bløde bagte, de let ristede med bid….. uhmm, der findes så mange gode måder at servere denne enkle og usofistikerede grøntsag på.

En af mine yndlingssalater er denne marokkanske gulerodssalat med kikærter og quinoa. Den er mættende og et måltid i sig selv, eller skøn til stegt lam eller svin.

Mættende og skøn salat med gulerødder

Du skal bruge følgende til 4 personer som tilbehør, men lav gerne det dobbelte og spis resterne til din frokost dagen efter.

5-6 medium størrelse gulerødder
100 gr kogt quinoa
75gr gule rosiner
60 gr ristede græskarkerner
100gr kogte kikærter
En stor håndfuld bredbladet persille
Skær gulerødderne i tynde skiver på skrå – brug gerne et mandolinjern hvis du har det. Bland så det hele sammen. Jeg har købt nogle skønne store gule rosiner (se billedet). De her er fra Inco, men jeg tænker at nogle at de udenlandske grønthandlere godt kunne tænkes at have dem. Ellers går det jo også med små rosiner. Hak til sidst persillen og bland det med de øvrige ingredienser.

Kæmpe gule rosiner

Til dressingen skal du bruge følgende:

2 spk æbleeddike
2 spk ahornsirup (eller honning hvis du ikke lige ha sirup ved hånden)
½ tsk knust spidskommen
6 spk olivenolie
Salt og peber

Bland det hele godt sammen og vend salaten med dressingen og server.
Velbekomme!

Så er der serveret

Den givende Samtalemiddag…..

Her til formiddag drak jeg kaffe med en meget gammel ven. Vi kom til at snakke om det her med venskaber. Om hvordan nogen formår at udvikle og forny sig, mens andre tørrer mere og mere ud, indtil man ser sig nødsaget til at stryge dem af listen eller glide ud af relationen. Samtidig kan det kan være svært at få nye venskaber når man kommer lidt op i årene. Egentlig ved jeg ikke helt hvorfor, for der er jo skønt og berigende når det sker. Men grundlæggende kan vi måske tænke, at vi dårligt har tid til de venner vi allerede har og derfor ikke er åbne overfor at skabe nye relationer. Så derfor sidder vi ofte lørdag aften med vores gode gamle venner og drikke rødvin og spiser god mad og snakker om det vi nu plejer at snakke om. Og det er der for så vidt ikke noget galt i. Det er trygt og godt. Og alligevel kan jeg efter sådanne aftener nogle gange føle mig en lille smule ”sulten” når gæsterne er gået. Sulten på nysgerrige spørgsmål, på nye historier, på andre perspektiver. Sulten på virkelig personlige oplevelser, på følelser, på tvivl og tro, på lethed og tyngde.

Bordet er klart og gæsterne ventet

Måske derfor elsker jeg sådan vores Samtalemiddage her i køkkenet. For alle der kommer her VIL noget. De vil bidrage til fællesskabet, de vil skabe relationer, de vil lytte og blive lyttet til. De vil være modige og berette om noget der er vedrørende og personligt og de vil lade sig inspirere af andres historier.

I søndags var vi til frokost hos nogle gode venner og her mødte vi et par der havde været med til en Samtalemiddag for et års tid siden. Og kvinden genfortalte én af de andre gæsters historie – en historie som havde gjort stort indtryk på hende, og som stadig levede i hende her et år efter. Jeg kunne sagtens genkende det, for mange af vores gæsters historier lever også videre i mig…..som en tanke, et minde, en inspiration, en mulighed.

Dejlig mad hører med til en Samtalemiddag

Så vi fortsætter Mads og jeg!
Vi fortsætter disse middage med ”fremmede”, som efter en aften i køkkenet pludselig ikke længere er så fremmede overfor hinanden. Vi åbner dørene for par, for singler, for venner, for unge og gamle.
Der er kun ét adgangskrav, og der er at man skal være villig til at dele en historie med de andre gæster. Og nej, man behøver ikke ligge søvnløs om natten for at finde den mest fantastiske historie at fortælle. For det gode er, at så længe man beretter om noget personligt som har haft betydning for en selv, så er der ret gode chancer for at den også vil ramme noget i os andre der lytter på.

Forårsbord

Prøv det ! Du kan læse mere her på hjemmesiden under “Samtalemiddage”
Vi glæder os allerede til at byde dig velkommen.

Grønt Nytår……

Nej, det er nu ikke fordi jeg har besluttet mig for at blive vegetar her i 2017 – alligevel må man konstatere at der er generel øget tendens til at spise mere grønt og mindre kød. Nogle tænker på dyre velfærd, andre på Co2 udledning  – begge dele er gode grunde til at spare på kødforbruget. Til vores Nytårsaften var der 4 vegetarer ud af 15 gæster…..gad vide hvordan fordelingen ser ud i 2020 !

Men hvad enten man er kødelsker eller ej, så trænger man ofte til friske grønne retter ovenpå julens fede mad.
Denne salat har jeg lavet et par gange i december og jeg er vild med den. Dels smager den skønt – både som selvstændig ret eller som tilbehør til kød eller fisk, dels er den SÅ smuk at se på. Begge dele er vigtige når man laver og spiser mad.

Smukke grøntsags strips på toppen

Til 6 personer skal du bruge følgende:

1 kg gulerødder (helst de multifarvede fra Søris som fås i Irma eller Meny)
1 boljsebede eller rødbede
1 bakke karse eller radisespirer eller andet knas

Tag et par gulerødder fra – gerne de lila som giver nogle fantastiske strips. Resten skrælles og skæres i stave af cirka 5 cm længde. Fordel på en bageplade og vend i olivenolie og drys med salt og peber og bag dem i ovnen i cirka 30-40 min. Man kan vælge at servere dem lune, men salaten holder også helt fint med kolde gulerødder.
Mens rødderne er i oven , så skræller du din bolsjebede og dine gulerødder og laver “flager” eller strips of dem. Til gulerødderne bruger jeg blot en god bred kartoffelskræller og laver lange bånd i hele gulerodens længde. Bolsjebeden er det bedst at skære på et mandolinjern i helt tynde skiver. Put det hele i koldt vand med isterninger og lad det ligger der en times tid, til det er blevet super sprødt. Dette kan du godt gøre i forvejen og så lægge i en plasticpose i køleskabet til senere brug.

Det er flot med skiferplader til anretning

Så er der dressingen og den kan varieres. Jeg har lavet den med en gedesoste/valnøddecreme, hvor du blot blender valnødder med en cremet gedeost, creme fraiche og salt og peber. Det er ret skønt og velegnet som selvstændig ret. Du kan også lave den af halv creme fraiche, halv græsk youghurt, tilsat lidt rapsolie, hvidløg, spidskommen og salt og peber….uhmm det er skønt som tilbehør til for eksempel lammekød.

Når du skal anrette salaten, så smører du først et lag af dressingen ud på bunden af et et fad. Hvis du har en skiferplade, så brug den – det ser super flot ud. Ovenpå lægges nu de bagte gulerødder og til sidst topper du med de friske bolsjebeder og gulerodsflager som lige er vendt i citronolie eller olivenolie. Drys karse eller spirer på toppen og server !
Så er det nemt at være vegetar 🙂

Smuk vegetar ret

Ingen Jul uden drømmekager…..

Svenske drømmekager er børnenes favoritkage. Syndigt sød og krummende. Da jeg var barn fik vi altid disse småkager når vi besøgte min farmor og farfar. Hos hende hed de blot ”Ørkensand”, men var stort set det samme som svenske drømmekager. Der var en fast krukke der altid var fuld af dem når vi kom på besøg.
Jeg har ikke rigtig haft held med at bage efter hendes opskrift, men for en del år siden fik jeg den svenske opskrift af min daværende svenske chef Elisabeth. Og siden da har denne småkage været en fast del af vores julekage repetoire. For ”børnene” (som nu i parentes bemærket er 21 og 24 år) så skal der være en stor dåse af disse for at julen bliver rigtig.
De krummer af pommern til og er meget søde, men…….de er altså et hit.

 

Klar til at give væk
Klar til at give væk

Opskriften kommer her:

150gr blødt smør
4,5 dl sukker
1 1/2dl smagsneutral olie (vindruekerne eller lignende)
1-2 spk vanillesukker eller ½ stang ægte vanille
1 tsk hjortetakssalt
5dl hvedemel

Tril kagerne til små kugler
Tril kagerne til små kugler

Rør alle ingredienserne sammen i ovennævnte rækkefølge. Tril herefter dejen til kugler i valnøddestørrelse og læg dem med god afstand på bagepapir på en bageplade. Bag så ved 150 gr i 20 minutter- UDEN AT ÅBNE OVNDØREN !!! Obs – dette er essentielt, man må ikke kigge til dem undervejs, så bliver de ikke rigtige.
Så er det bare at afkøle og spise løs.

Nybagte drømmekager
Nybagte drømmekager

En smuk forret…….

Idag får du opskriften på en forret der både er nem og smuk og som smager dejligt…..nemlig en laksetatar anrettet på tallerken.
God til Nytårsaften eller bare til middag med gode venner. Du kan lave tataren dagen i forvejen, hvilket jo gør det hele lidt nemmere.

Beregn 50gr laks person.
Køb helst færøsk laks hvis du kan få det, fremfor den norske opdrættede laks. Færøsk laks er også opdrættet, men under helt andre og bedre forhold end den norske og er således fri for antibiotika og hormoner.

Start med at hakke laksen fint i små tern. Jeg gør det altid i hånden – OGSÅ  til mange mennesker, for det er altså bare lækrere end hvis det har fået en tur i foodprocessoren. Laks som skal spises rå skal have været frosset i 48 timer, så du kan evt skære den inden den er tøet helt op- det gør det nemmere.


Tilsæt så 1 stk cremefraiche per 50gr laks, salt, peber, evt lidt reven citronskal, 1 tsk finthakket rødløg og hvis man – som jeg – elsker fennikel, så også gerne en lille teskefuld finthakket fennikel. Det smager også godt med lidt finthakket purløg i. Varier den efter behag. Denne blanding kan laves i forvejen.

Tag tataren ud af køleskabet 1/2 time inden servering og anret på tallerken. Hvis du har sådan en lille åben metalring, så brug den til at lave en en rund portion af din tatar. Ellers kan du forme tataren med en ske og hænderne til et eller 2 “æg”.

Læg tataren midt på tallerkenen og top med en salat af fintsnittet fennikel eller en salat af spædblade og krydderurter vendt i citronolie. Vælg hvad du bedst kan lide. Dryp med persilleolie og pynt med ærtespirer eller brøndkarse og lakserogn.

En smuk og dejlig forret
En smuk og dejlig forret

Meget smukkere bliver det ikke…..

Mere super food med quinoa….

Jeg indrømmer blankt at jeg har været lidt langsom til at komme igang med at bruge quinoa. Det var faktisk været min datter som købte det hjem første gang. Men nu er jeg hooked og bruger det ofte i salater.
Quinoa er ikke en kormsort, men derimod et frø fra quinoa planten som dyrkes i Andesbjergene. Den er meget rig på protein og indeholder flere af de gode fedtstoffer. For dem som prøver at holde igen på kulhydraterne, er quinoa et godt alternativ til ris og pasta. Desuden smager det herligt, har et godt lille bid og så synes jeg man føles sig så dejlig sund når man spiser salater med quinoa.

Smuk rød quinoa
Smuk rød quinoa

Brug det som en “stop madspilds salat” og put hvad du nu har i køleskabet i din quinoa, lidt blødt, lidt knasende, evt med lidt stegt kyllingebryst i tern og så er middagen hjemme.

Eller du kan lave denne efterårs version med kål som jeg selv elsker.

Quinoasalat med kål og æble
Quinoasalat med kål og æble

Til 4 personer som tilbehør skal du bruge følgende:

100-150gr quinoa ( jeg er selv vild med den røde, men man kan også få lys og sort quinoa)
1/4 fintsnittet spidskål
150 gr finthakket grønkål ( køb det der er hakket og giv det lige en ekstra tur i din foodprocessor, så stykkerne bliver lidt mindre)
150 gr bælgede edamamebønner (fra frost)
1 æble skåret i små tern
1 håndfuld tørrede tranebær eller rosiner
1 håndfuld ristede græskarkerner

Kog quinoaen i vand med salt – giv den ikke for længe, for den er bedst hvis den stadig har lidt bid. Afkøl !
Tilsæt alle de øvrige ingredienser.
Lav en dressing af følgende:

1/4 dl æbleeddike
1-2 spk flydende honning
cirka 1 dl olivenolie
salt og peber

Og ja, så er det bare at blande det hele og servere. Og hvis du får en rest tilbage, så smager den også godt dagen efter til frokost .

Så er der serveret
Så er der serveret

En gæst fortæller om vores Samtalemiddage……

I dag skriver en af vores tidligere gæster – Lisa Holmberg Buchardt,  om sin oplevelse af at være med til en samtalemiddag.
Læs med og bliv inspireret til at deltage.
Vores næste middag er fredag d. 14 oktober. Læs mere her på hjemmesiden under “Samtalemiddage”

Samtalemiddag hos Camilla og Mads 24. januar 2016 – Tema: Forandringer
Lørdag den 24. januar havde jeg den store fornøjelse at være til samtalemiddag hos Camilla og Mads i deres skønne hjem i Birkerød. Jeg kom alene og kendte kun 1 person perifært på forhånd.
Jeg havde læst om arrangementet på forhånd og synes det lød spændende.
Jeg havde en forventning om at møde nye mennesker, nye holdninger og gå hjem med en udvidet horisont. Derudover var jeg ikke helt sikker på, hvordan denne aften med helt fremmede mennesker, ville forme sig…
Jeg blev taget imod af Mads, der hjerteligt bød mig indenfor. I stuen var de fleste andre gæster kommet og snakken gik livligt, alt imens vi drak champagne til de hjemmelavede lækre snacks.
Efterfølgende blev vi budt til bords ved langbordet i det hyggeligt køkken og middagen begyndte.
Camilla og Mads serverede dejlig mad og undervejs var der pauser, hver gæst fik tid til at sige noget om aftenens tema og hvad det betød for os hver især. Aftenens tema var Forandring.
Det var 14 meget forskellige historier om forandring jeg hørte den aften. Rørende, levende, sjove, triste og nærværende historier, med hver deres afsæt i forandringer og hvad de gør ved os.
Det Camilla og Mads kan og gør så fint er, at skabe trygge og kærlige rammer, så alle føler sig godt tilpas. Desuden er Camillas mad så smagfuld, smuk og veltillavet, at det er en ren fornøjelse!
Mine forventninger blev i den grad mødt og jeg tog hjem med mange nye indtryk og historier der varmede mig i den ellers kølige januar-aften.
Alt i alt en aften med dybde og autentisitet på en helt anden måde end bare en helt almindelig middag.

Dessert bræt til aftenens gæster
Dessert bræt til aftenens gæster

Lav mad med de sidste danske lækkerier…..

Så er sommerferien slut for de fleste og arbejdet kalder. Udenfor er det heller ikke specielt sommeragtigt i skrivende stund.
Meeeen, de HAR lovet varmere vejr i næste uge og august er jo per definition en sommermåned, så vi skal alligevel nyde det og specielt sørge for at lave mad med de sidste gode danske sommerlækkerier, så som friske ærter og jordbær. Det er meget snart helt slut med det.

Ikke meget overgår friskbælgede ærter
Ikke meget overgår friskbælgede ærter

Selv smider jeg ærter i næsten alt om sommeren – selv det kedeligste iceberg kan blive godt med friske ærter. Men prøv denne fine lille salat med ærter, jordbær, spæd spinat og kartofler. Den er frisk og dejlig til sensommerens grill retter.

Sommerens sidste lækkerier på fad
Sommerens sidste lækkerier på fad

Du skal bruge følgende til 5-6 personer:

500gr friske ærter
400 gr jordbær
1 pose spæd spinatblade
1 kilo små nye kartofler
En bakke karse eller et bundt purløg

Kog kartoflerne lige netop møre og afkøl og skær i halve. Bælg ærterne og skær jordbærrene i skiver. Skyl spinaten. Bland så hele herligeden og drys med klippet karse eller hakket purløg. Server med denne friske grønne dressing til, lavet med basilikum:

1 god håndfuld basilikm
3 spk mayonaise
6 spk skyr
1 spk hvidvins eddike
3 sk
3 spk rapsolie eller olivenolie
salt, peber og 1 tsk sukker

Blend hele herligheden og server til din salat. Så er det sommer lidt endnu 🙂

Smuk sommer salat

I skovens dybe stille ro……

I august måned har vores “Samtalemiddage” 1 års fødselsdag. Og det har vi besluttet at fejre, ved at lave en lidt anderledes middag  – nemlig ude i Guds grønne natur !

Den smukkeste blomstereng
Den smukkeste blomstereng

Vi elsker at “forkæle” vores gæsters sanser med dejlig mad, et smukt dækket bord, dufte og indtryk. Sådan har det været til hver eneste middag i det forgangne år. Og det skal der ikke laves om på . Blot vil det denne gang være naturen der er i fokus.

Naturen taler til vores sanser og vores evne til at være tilstede som intet andet. Om det er på en bjergtop i de franske alper eller blot ude i den lokale skov, så formår naturen at “vække os”  og bringe nærvær og tilstedeværelse. Naturen giver os ro og mulighed for fordybelse.
Så med naturen som udgangspunkt, vil vi denne aften invitere til middag og samtaler omkring bålet i skoven.

Dejlige kantareller i skovbunden
Dejlige kantareller i skovbunden

På turen hen til bålpladsen skal vi lege med sansning af omgivelserne for at skabe nærvær til os selv og de andre.

Og så skal vi selvfølgelig også have dejlig mad og et bål vi kan varme os ved og kigge ind i, og vi skal høre alle jeres historier om “Første gang jeg …..”

 

Mon ikke der kommer kantareller på menuen denne aften ?
Mon ikke der kommer kantareller på menuen denne aften ?

Nej hvor vi glæder os !

Bålet hygger og varmer og giver ro
Bålet hygger og varmer og giver ro

Læs mere om Samtalemiddage her: http://minmadhimmel.dk/samtale-middage/

 

Kærlig hilsen og på gensyn

Camilla og Mads

 

Studentertid……

I  morgen bliver min dejlige datter student ! Det er næsten ikke til at fatte. Så er det uigenkaldeligt slut med skolebørn, madpakker og forældrekonsultationer. Det er nu lidt mærkeligt…..
Hun har glædet sig vildt meget og det er selvfølgelig en begivenhed der skal fejres.
Måske skal nogen af jer også ha´studenterne forbi i vognen til en lille haps eller familien til fejring og så kan jeg anbefale disse små fine kager der passer til lejligheden. Du kan evt lave dem og fryse dem ned i forvejen og så pynte dem på dagen.

Fine små studenterkager

Lav først en mørdej af:

250 gr mel
75 gr flormelis
150gr smør
1 æg

Bland det hele i en foodprocessor og lad dejen hvile mindst en time på køl.

Imens kan du lave mazarin fyldet. Opskriften stammer fra gamle Gert Sørensen da var chef konditor for Tivoli i mange år. Den har fulgt mig de sidste 25 år  Portionen her rækker til cirka 45 små kager. Så kan du bare justere op eller ned afhængig af antal gæster.


1o0 gr marcipan (gerne Odenses bittermasse)
100 gr sukker
100 gr smør
1 dl æg
45 gr mel
Start med at blande sukker og marcipan i en food processoren og tilsæt så smør, æg og til sidst melet.

Rul dejen ud og stik cirkler ud med et glas eller en udstikker. Jeg bruger en minimuffin form til at lave disse små kager, men laver dem ikke så høje – bare som en almindelig tærte. Smør formen og fyld hullerne med dejen. Læg så en teskefuld mazarin i tærten eller brug en sprøjtepose til at fylde dem med. Bag dem til de er lysebrune og dejen ikke hænger i. Det tager cirka 10-15 minutter ved 200gr.

Så mangler de bare pynten

Lav en glasur af flormelis og vand og farv den med lidt frugtfarve. Hvis det ikke er studentertid, så lave en glasur af flormelis og citronsaft – det smager skønt.
Put glasur på og pynt med bær.
Så kan studenterne bare komme an !
STORT Tillykke med dem !

Tillykke kære studenter !