Vi holder så meget af fællesskabet

I disse dage er der ikke meget andet end dårlige nyheder i aviser og radio. Krig, energikrise, klimakrise, tomme valgløfter og stigende udgifter. Hvordan skal man egentlig manøvrere rundt i alt det ?
Her i huset kommer vi altid tilbage til det samme, nemlig fællesskabet, nærheden og mødet med andre.
Vi er ikke så meget i os selv, men sammen med andre bliver vi ikke kun stærkere, men også klogere på os selv og hinanden. Når vi lytter til andres historier, bliver vi selv fremkaldt. Hvis vi magter at møde andre med en åbenhed og en nysgerrighed, så er der uanede oplevelser i vente.
Vi har netop været med til at åbne en Borgerdrevet cafebutik her i Hellebæk, og jeg glædes over hvor mange der gerne vil ”fællesskabet” og hvor meget man kan, når man løfter i flok. Der er i virkeligheden så meget venlighed, hjælpsomhed og virketrang derude – man skal bare række ud efter den.
Det er derfor vi nu gennem mange år har afholdt forskellige typer af fællesmiddage. Fordi vi holder af mennesker, og fordi vi holder af hvad det gør ved os at være sammen med andre, og dele oplevelser, erfaringer, latter og tårer.
Så glem energikrisen, tag en sweater på og kom og varm dig ved fællesskabet:-)

Næste gang d 6 oktober her i Hellebæk

Billet kan købes her:

http://billetto.dk/e/langbordsmiddag-og-quiz-billetter-688416

%d bloggers like this: