Åh kantarel tid…..

Jeg kan ligeså godt sige det som det er – jeg elsker simpelthen at finde svampe i skoven, og de sidste mange år har jeg brugt mange timer både i Sverige og på Bornholm med at lede efter kantareller. Heldigvis med god succes, således at jeg hvert år kan fylde fryseren med kantareller til efterårets fester.

Selvfølgelig har jeg også spist en masse. I risotto eller smørristede på en gang frisk pasta. Som tilbehør til kød eller kylling, flødestuvede på ristet brød eller i en god svampesovs. Mulighederne er mange, og det er bare med at nyde dem her i sæsonen.
Der er forskellige holdninger til hvad man gør med dem man ikke kan nå at spise. Nogle tørrer dem, men personligt synes jeg rørhattene er bedre at tørre, mens kantareller er bedre at stege og så fryse ned. Så det er det jeg gør. Renser, skærer i passende og ikke for små stykker. Det er lækkert med hele små kantareller i mellem. Rist i brunt smør på panden og lad væden dampe af. Afkøl i en skål og frys ned. Så kan du tage dem op og riste dem igen eller putte dem i en sovs eller hvad du nu har lyst til.
Hvis du ikke lige har adgang til en kantarel skov eller tålmodighed til at finde dem, så kan du købe dem i mange supermarkeder til en ok pris i disse dage.

Min svigerinde og jeg er på kantareljagt på ATVén

Men her i weekenden lavede jeg mad til en reception, og der lavede jeg små butterdejstærter med svampe. Super nemt og super godt. Du kan selvfølgelig også lave en stor version, – det gjorde jeg faktisk til os selv dagen efter, men de små er nu ret søde. Spis dem som snack, som en lille forret eller som tilbehør til et godt stykke kalvekød.

Alt du skal bruge er:

1 rulle butterdej
1/4 l creme fraiche 30%
4-500gr kantareller, champignon og evt andre svampe
Smør
Salt og peber

Rens dine svampe , skær dem i mindre stykker og steg dem på en hed pande i smør til væden fordamper. Tilsæt om nødvendigt lidt mere smør og steg dem gyldne.
Rul butterdejen en smule mere ud end den er i forvejen. Nu kan du så enten stikke cirkler ud med et glas eller en udstikker, eller du kan lave en firkantet tærte. Hvis du laver den som en hel tærte, så beregn lidt flere svampe. Skær et snit i dejen een cm inde på dejen hele vejen rundt. Du skal ikke skære helt igennem dejen. Hvis du laver de små, så tag et glas/udstikker der er nummeret mindre end den første og tryk ned så der også kommer en kant hele vejen rundt. Det gør man for at kanten kan hæve op af sig selv og lave kant på tærten. Hvis man ikke gør det, hæver det hele op og svampene har det med at “falde af”. Pens kanten med æggeblomme.
Svampene røres nu med nogle skefulde creme fraiche og smages til med salt og peber. Fordel svampene indenfor kanten og bag i ovnen ved 200gr til de er brune og sprøde. Du kan godt lave dem nogle timer før brug og så varme dem op igen.

God fornøjelse !

Super nem og skøn tomattærte

Alle jer der har tomatplanter i drivhuse eller i haven, har sikkert en overflod af dejlige tomater som skal finde vej ind i køkkenet.

Italienerne kan det der med tomater

Denne her super nemme og gode tomat tærte er blevet et hit her i sommer hos mig. Jeg har lavet den adskillige gange, både som selvstændig ret eller som tilbehør.

Du skal bruge følgende:

1 rulle butterdej
3-4 spk creme fraiche 38%
1 spk dijon sennep
2-3 håndfulde reven ost
500gr små tomater

Fold butterdejen ud på en bageplade og skær en lille ridse i dejen hele vejen rundt, cirka en cm inde. Du skal ikke skære igennem dejen.
Bland creme fraiche med dijon sennep og smør det ud i et tyndt lag på dejen. Lad kanten være fri.
Fordel osten på dejen. Man kan bruge forskellige slags fast ost.  Når jeg har en endeskive primadonna eller andet, så river jeg gerne det sidste og putter i fryseren til en dag hvor jeg skal lave en tærte som denne, eller til ostekiks eller andet godt. Men Irma er begyndt at have reven emmentaler og det brugte jeg til min tærte i går. Det skal ikke være mozarella, den er for blød, men kan også være cheddar for eksempel.
Skær tomaterne i halve og fordel dem på tærten. Lav en lille blanding af salt og sukker og timian og drys dette over tomaterne. Det fremhæver sødmen og syren i dem. Og så er det ellers bare at bage herligheden i ovnen til den er gylden og lækker – cirka en halv time.

Skøn tomattærte

God appetit 🙂

Brombærtid

Lige pludselige er den her – den der kølighed om morgenen som varsler det kommende efterår. Når jeg går gennem græsset ned til min store brombærbusk i bunden af haven, får jeg våde fødder af al duggen i græsset. Busken er fyldt med edderkoppespind med dug som reflekteres i morgensolen. Det sammen med en overdådighed af modne bær er et ret skønt syn.

Jeg har den “gammeldags” type brombær busk . dem der stikker som ind i H……..Nu om dage køber de fleste vist tornefri brombær. Jeg kan godt se fidusen – specielt når mit tøj bliver flået i stykker af de skarpe torne, men jeg synes bare ikke de smager ligeså godt og af ligeså meget. Så jeg udholder kradseriet og samler bær ind til denne brombærkage, som har været min søns favorit siden han var ganske lille.

Min brombærbusk i morgensolen
Min brombærbusk i morgensolen

Lav først en mørdej af

250gr mel

75 gr formelis

150gr smør

1 æg

Det hele blandes i en foodprocessor eller hakkes sammen i en skål. Pak i husholdningsfilm og stuil koldt mindst en time.

Til fyldet skal du bruge følgende:

200gr blødt smør

200gr sukker

150gr marcipan eller mandelmasse

150gr smutted og malede mandler

3-4 æg afhængig af størrrelse

3 spk mel

Korn fra en vanillestang

200 gr brombær

Rør smør og sukker med marcipanen og vanillen. Det er nemmest at bruge en foodprocessor, men en el-pisker kan også gøre det. Tilsæt æg et af gangen og kom tilsidst mandelmel og hvedemel i.

Beklæd en tærteform med den udrullede mørdej og put halvdelen af mandelmassen i. Fordel dine brombær på dejen og hæld resten af mandelmassen i . Bag ved 180 gr i circa 30 min eller til dejen ikke hænger i fast når du sticker en træpind i den.

Server med crème fraiche eller rørt vanilleis.

Velbekomme !