Der var en gang hvor gulerødder det var noget man hakkede i små stykker og puttede i sin pastasalat sammen med agurketern og dåsemajs. Men nu til dags er der mere eventyr over de farvede rødder, og det er dejligt.
Forleden lavede jeg denne skønne salat, som er en fryd for både øjet og ganen. Jeg brugte gulerødder i flere farver. Det er jo ikke strengt nødvendigt, men giver alligevel salaten noget af et visuelt pift.
Rema 1000 har ofte farvede gulerødder i løs vægt og ind i mellem kan man få dem i en blandingsbakke fra Søris i Irma eller Meny. Kig dig omkring – det er en omvej værd. Og så brugte jeg også friske hasselnødder, som der er masser af i øjeblikket, både i forretningerne, men ikke mindst i nøddehegn rundt omkring. Så tage en pose med næste gang du går en tur og se om du ikke kan spotte en nøddebusk du kan lænse.
Du skal bruge følgende:
5-6 tykke gulerødder i forskellige farver
1 bakke hindbær
150 gr feta
1 god håndfuld nødder
Skræl gulerødderne og skær top og bund af. Læg dem på et skærebræt og skræl dem så fra top til bund med en bred skræller, således at du får flotte lange gulerods strips. Fortsæt hele vejen gennem guleroden til du ikke kan mere og spis resterne 😊 Læg alle dine strips i iskoldt vand en time. Det får dem til at rulle sig sammen og blive sprøde. Tør dem af og anret dem med friske hindbær, smuldret feta og nødder. Hvis du ikke har fundet friske nødder, så tag de tørrede og rist dem en gang i ovnen eller på en varm pande, så de bliver sprøde og får en kraftigere nøddesmag.
Lav en dressing af følgende:
1 spk honning sennep
1 spk dijon sennep
1 spk flydende akacie honning
3 spk nøddeeddike eller æbleeddike
1 dl olivenolie eller nøddeolie
salt og peber
Enjoy !