Jeg kan så godt lide salater med ost. Dels er de gode som forret. Dels kan de bruges som erstatning for dessert og er hurtigere at lave end at bage en kage hvis tiden er knap. Dels kan man også bare spise dem som en middags salat.
Selv er jeg vild med gedeost, men hvis man ikke hører til dem der elsker den, så kan man nemt skifte gedeosten ud med andre ostetyper , så som manchego, emmentaler, friskost, grillet halloumi osv.
Du skal bruge nogle forskellige slags salater. Vælg både nogle med forskellig farve og forskellig struktur. Lav de små brød ved at skære skiver af flute, som du pensler med olie og lægger en skive gedeost på. Drys med lidt timian og bag i ovnen til de er sprøde. Det er selvfølgelig meget lækkert hvis de er lune, men de smager nu også godt kolde. Du kan godt forberede dem i forvejen og så bage dem kort inden servering.
Så synes jeg jo også, at der gerne lige må komme en lille nød på af en slags. Det kan være ristede pinjekerner eller ristede hasselnødder, valnødder eller hvad man ellers sætter pris på.
Vend salaten i følgende dressing (juster mængden alt efter hvor stor en salat du har lavet)
Lav en dressing af
1 tsk dijon sennep
1 tsk honning sennep
1 tsk flydende honning
2 spk æbleeddike
5 spk rapsolie
Salt og peber
Jeg synes også det er skønt med bær i disse “ostesalater” – specielt hvis de gør det ud for en dessert. Gør som nævnt ovenfor, men tilsæt blåbær, hindbær, brombær eller dem alle sammen. Tilsæt den ost du kan lide og server med samme dressing som ovenfor.
God fornøjelse og god weekend !