Gulerods trylleri

Der var en gang hvor gulerødder det var noget man hakkede i små stykker og puttede i sin pastasalat sammen med agurketern og dåsemajs. Men nu til dags er der mere eventyr over de farvede rødder, og det er dejligt.

Flotte gulerods strips

Forleden lavede jeg denne skønne salat, som er en fryd for både øjet og ganen. Jeg brugte  gulerødder i flere farver. Det er jo ikke strengt nødvendigt, men giver alligevel salaten noget af et visuelt pift.
Rema 1000 har ofte farvede gulerødder i løs vægt og ind i mellem kan man få dem i en blandingsbakke fra Søris i Irma eller Meny. Kig dig omkring – det er en omvej værd. Og så brugte jeg også friske hasselnødder, som der er masser af i øjeblikket, både i forretningerne, men ikke mindst i nøddehegn rundt omkring. Så tage en pose med næste gang du går en tur og se om du ikke kan spotte en nøddebusk du kan lænse.

Dejlig efterårs salat

 

Du skal bruge følgende:

5-6 tykke gulerødder i forskellige farver
1 bakke hindbær
150 gr feta
1 god håndfuld nødder

Skræl gulerødderne og skær top og bund af. Læg dem på et skærebræt og skræl dem så fra top til bund med en bred skræller, således at du får flotte lange gulerods strips. Fortsæt hele vejen gennem guleroden til du ikke kan mere og spis resterne 😊 Læg alle dine strips i iskoldt vand en time. Det får dem til at rulle sig sammen og blive sprøde. Tør dem af og anret dem med friske hindbær, smuldret feta og nødder. Hvis du ikke har fundet friske nødder, så tag de tørrede og rist dem en gang i ovnen eller på en varm pande, så de bliver sprøde og får en kraftigere nøddesmag.

Lav en dressing af følgende:

1 spk honning sennep
1 spk dijon sennep
1 spk flydende akacie honning
3 spk nøddeeddike eller æbleeddike
1 dl olivenolie eller nøddeolie
salt og peber

Enjoy !

Lav salat med naturens egne mirakler

Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver altså glad i låget af bolsjebeder. De er da bare sådan et “naturens lille mirakel“. Stribede grøntsager ! Jamen hvis skønheden i det ikke kan få dig til at spise flere grøntsager, så ved jeg snart ikke hvad der kan.

Denne dejlige og mættende salat lavede jeg forleden, men du kan også bruge bederne til at stort crudité fad med forskellige slags rå grøntsager med hummus eller aioli til. Der pynter de også.

Til salaten som rækker til 4 personer, skal du bruge:

300-400gr små nye danske kartofler
2-3 bolsjebeder – gerne både gul og rød/hvis stribet
½ blomkål – gerne gult hvis du kan få det
En håndfuld radiser
I lille bundt purløg
150gr god fetaost

Kog kartoflerne til de at møre.
Bederne skal skrælles og så skæres helt tyndt på et mandolinjern. Hvis du IKKE har sådan et, så vil jeg anbefale at du køber et. Simpelthen. Og du skal ikke spare og købe det billige du lige fandt på Nettos tilbudshylder. Jeg købte mit eget i Frankrig for 30 år siden ! Det kostede omkring 600kr den gang, hvilket var en veritabel formue. Meeen, det virker stadig perfekt og jeg bruger det ofte, så det er virkelig en god investering.
Når du har slices dine beder, så put dem i en skål med iskoldt vand i en time så de bliver sprøde og knasende.
Blomkålen kan du enten dele i buketter eller også give en tur på mandolinjernet. Det smuldrer lidt, men ser flot ud, når man har små ”blomkålstræer” i salaten. Også disse skal en tur i koldt vand.
Radiserne skærer du i tynde skiver med en tyndskræller (eller kartoffelskræller) og kommer også i isvand.
Så er det bare at afdryppe grøntsagerne, skære kartoflerne i lidt mindre stykker, blande salaten og drysse med purløg og smuldret feta.
Til denne salat lavede jeg en dressing af
2 dl creme fraiche
2 spk flydende honning
1 spk dijon sennep
2 spk rapsolie
salt og peber

Vebekomme!

Flexitar ? Så læs med på bloggen idag…..

Jeg har altid været lidt fascineret af sproget og dets udvikling, og af hvordan nye ord opstår, mens andre forsvinder. Min mor er lidt af en sprognørd og sørgede ihærdigt for at vi børn udtalte ordene rigtigt og for eksempel sagde ”keks” og ikke ”kiks”. I dag ville jeg nok blive mobbet ud af køkkenet hvis jeg holdt fast i mit ”keks”.

Men et af de relativt nye ord der er poppet op er ”flexitar”, eller sagt på en anden måde – ”en  vegetar på deltid”.
En Flexitar er , jeg citerer: ” En flexitar, også kaldet en fleksibel vegetar, dækker over en person, som nogle gange spiser kød, men ofte spiser helt vegetarisk. Flexitarer har ofte taget et valg om kun at spise kød i meget små mængder og kun for at få den optimale ernæringsmæssige kombination af vegetariske og animalske produkter.”

Råvarene er klar

Det er lidt ligesom at være festryger eller weekend dranker ikke ?
Der er noget lidt komisk over at man skal have et nyt ord for det der med at være mere bevidst om sit kødforbrug, men sådan er det. Nye ord opstår med nye behov.
Ud med brødflov, fusentast og døgenigt. Og ind med emoji, trumpisme ,bodyshaming og ja…..flexitar

Og når det nu er der, så synes jeg egentlig tanken om at være deltids vegetar er ret så tiltalende.
Jeg elsker en god bøf eller en simreret med kød der har kogt længe over lavt blus. Men grøntsagernes smags- og synsmæssige mangfoldighed er uovertruffen, og handlede det om  hvad jeg skulle tage med til en øde ø, ja så måtte bøffen nok blive derhjemme.

I denne uge får I opskriften på en god og mættende salat som er fin som et måltid i sig selv. Fuld af gode ting og sager.

Dejlig mættende salat med perlespelt

Du skal bruge følgende til 4 personer:

200gr perlespelt
2 små rødløg eller 1 bundt forårsløg
200gr god græsk eller tyrkisk feta
150-200gr grønne oliven uden sten
1 grøn og 1 gul peberfrugt
1 lille pose spædspinatblade
1 bundt bredbladet persille
150gr pecannødder

Kog spelten mør i letsaltet vand og afkøl. Hak rødløg fint eller skær forårsløgene i tynde skiver. Vælg hvad du bedst selv kan lide. Skær oliven i skiver og peberfrugt i tern. Pecan nødderne skal en tur i ovnen til de er sprøde og så grovhakkes . Skær fetaen i tern og hak persillen groft. Bland så det hele godt sammen og smag til med salt og peber.

Lave en dressing af følgende:
1 spk dijon sennep
1 spk grov dijon (eller 2 almindelige hvis du ikke lige har den grove i skabet)
2 spk flydende honning
30 ml hvidvinseddike
1- 1/2 dl olivenolie
salt og peber

Blande dressingen godt sammen og smag til med honning, mere eddike eller olie efter behag. Vend med salaten og server. Så behøver du ikke sidde og længes efter en stor bøf !

Så er der serveret

Grækenland tur/retur – død over feta-tern !

Så er jeg hjemme igen efter 10 dages skøn ferie i Grækenland. Tilbragte først nogle gode dage i Athen, og tog derfra ud til Skiathos – en meget lille ø i Sporaderne. Vi boede et helt vidunderligt sted – Villa Ella – det kan anbefales til dem der holder af fred, skønhed og enkelhed…..

 

 

 

Det græske køkken har jo aldrig været med i det finere europæiske  madselskab og man forstår det godt efter 2 ugers dagligt indtag. Der er simpelthen for mange ris og pomfritter og for lidt variation i tilberedningen – i hvertfald hvis man frekentere den gængse græske taverna. Egentlig er det synd, for madmarkedet i Athen bugner af gode råvarer, af masser af frisk fisk, kød og grøntsager, men somehow er der langt i mellem de små steder hvor Mamma står og laver lækre lammekødboller i tyk, god og langtidskogt tomatsovs.

 

Men , men, der er dog små lyspunkter….den græske salat for eksempel. Der er så simpelt , men det virker på grund af 2 fundamentale ting – solmodne, smagfulde tomater og en stor god skive rigtig fetaost. Tilføj så rødløg i tynde skiver, agurk, evt lidt peberfrugt, en håndfuld kalamares oliven og et stænk græsk olivenolie, ja så behøver man faktisk ikke meget mere.

Efter at have fået mit daglig fix af græsk salat i 10 dage og sat tænderne i et utal af forskellige, men gode fetaoste, har jeg besluttet mig for aldrig mere at købe den hjemlig “salattern”. Den er simpelthen for kedeligt, kønsløst og uden smag. Den gode feta er dyrere ja, men smagsoplevelsen er uden sammenligning.

Død over feta-tern !!