Det ER jo sommer, selvom varme graderne ikke slår nogen rekord indtil videre:
Forretningerne bugner at friske grøntsager og dejlig frugt. I denne tid kan jeg derfor rigtig godt lide at lave salater med frugt. Det passer til middage på terrassen og kølig rose i glasset. Man kan putte rå frugt i eller man kan grille sin frugt, man kan blande forskellige ting sammen eller blot hælde en håndfuld skivede jordbær over. Alt er muligt, blot skal man finde en balance hvor der både er sødme og syre i salaten.
Denne her lavede jeg for nylig og den blev altså ret skønt:
Du skal bruge følgende:
400gr vandmelon i tern (ikke for små så bliver det nem smattet)
2-3 ferskner/nektariner
6-8 abrikoser
1 bakke spædsalatmix
1 hjertesalat eller anden fast salat
250 gr cherrytomater
200 gr fetaost
Det fersknerne i halve og grill dem kort på grillpande eller rigtig grill. Skær abrikoserne i skiver. Halver tomaterne og skær fetaosten ud i tern. Jeg brugte faktisk nogen rød grønkål fra min have til denne salat, i stedet for hjertesalat, men brug hvad du har. Blot synes jeg det er godt med noget der er lidt mere knas i end spædsalatblade.
Bland hele herligheden på et smukt åbent fad og lav en dressing af æbleeddike, honning sennep, olivenolie og salt og peber. Prøv evt at komme en lille smule hyldeblomstsaft i dressingen for at tilføre den lidt sødme.
Spis som den er eller som tilbehør til grillet kylling eller grillet svinekød. Mums!