Stop madspilds middag…..

Min mand og jeg ”legede” weekend i mandags og tog en tur til Århus. Bare sådan en sviptur med én dejlig overnatning på Villa Provence – et skønt lille hotel i midtbyen som varmt kan anbefales. Hyggelige værelser og skøn fransk morgenmad.

Vi nåede en 20km´s cykeltur rundt om Brabrand søen, lidt shopping i centrum, en god middag mandag aften på restaurat ET, samt et besøg på Aros om tirsdagen. Jeg er lidt flov over at indrømme at det er mit første besøg på Aros, som jo trods alt har ligget der over 10 år. Tilgengæld kan jeg sige, at det ikke bliver den sidste! Det er et flot museum, store lyse rum og snoede gange og vi så flere spændende udstillinger – både malerier og installationskunst, som jeg altid synes er en god måde at fodre sin højre hjernehalvdel på og få inspiration til sine projekter, hvad endten det nu er kunst, mad eller andet. Og så var vi selvfølgelig også en tur rundt i Elisassons regnbue – den er sjov!

Da vi nu kom lidt sent hjem, så blev det til en hurtig pastaret lavet af køleskabets herligheder. Sådan en slags ”stop madspild” middag. Pasta med persillepesto, ørredrogn, store rejer og spæde rødbedeblade. Smukt og dejligt !
2014-11-23 20.31.24

Og så lige et par tip til madspilds-tanken.
Når du nu står med en halv potte persille, basilikum,purløg eller andet , der hurtigt visner i vindueskarmen, så smid det i en blender med et fed hvidløg, salt, peber og olivenolie, og vupti , så har du en god smagsgiver til pasta, til salat eller som erstatning for tomatsovsesn på en pizzabund. Du kan fryse den ned i isterningebakker eller små beholdere og hive dem frem når det skal være let. En anden ting der har det med at ligge og blive hurtigt fordærvet, er disse poser med spædsalatblade. Man får ofte ikke brugt hele posen til en salat, og de holder ikke længe i køleskabet. Men så kan du bruge dem i en pasta ret dagen efter hvor du simpelthen bare vender dem i lige inden servering. Rucula, spædspinat eller andre spædblade smager godt på den måde. Og du kan bruge det til rigtig mange pastaretter.

2015-03-10 11.54.41
“A boy” – en kæmpe og vildt livagtig skulptur af en dreng

Tak til Århus for et dejligt visit !

TV Dinner

Da jeg var barn, var min familie nogle af de sidste i kvarteret til at få fjernsyn. Og da det endelig kom, var det behæftet med en del regler. Den klareste og tydeligste var at man kun skulle sætte sig til at se fjernsyn, hvis man havde checket programoversigten og udvalgt sig noget man ville se fra klokken det til det. Eller sagt med andre ord ….ikke noget med at zappe rundt, skifte kanal eller ”bare lige se hvad der var i flimmeren”. Jeg må konstatere at her cirka 40 år efter, ser jeg stadig efter i avisen om der en noget jeg vil se. Jeg bryder mig simpelthen ikke om at surfe rundt på kanalerne og endnu mindre om at se en film eller udsendelse der er godt igang. Jeg har selvfølgelig for længst måtte opgive at holde denne regel i hævd herhjemme, den er – angiveligt- ”håbløst umoderne”.

En anden regel fra min barndom var selvfølgelig at man ikke se fjernsyn mens man spiste. DEN holdning har der tilgengæld været konsensus om herhjemme. Vores måltider skal helst være samlende, snakkende og hyggelige. Meeeen, ingen regel uden undtagelse… Så derfor kan vi en sjælden gang imellem finde på at lave TV Dinner. Sådan en dag hvor vi bare er trætte, hvor maden skal være hurtig og hvor vi trænger til at ”stene” lidt. Sidst vi gjorde det, lavde jeg nedenstående pesto, som jeg synes er ret skøn. Man kan jo variere pesto temaet næsten i det uendelige, men denne her er mættende og har lidt kant i smagen. Pistachienødder er selvfølgelig lidt af en luksus, men alternativt kan du bruge valnødder.

IMG_0634

 

Pesto med oliven og pistachienødder

50 gr usaltede pistachienødder
2 fed hvidløg
1spk grønne madagaskar peberkorn (si lager fra)
1 spk citronsaft 200gr sorte og/eller grønne oliven (jeg lavede en blanding)
1 håndfuld parmesan
cirka 1 ¼ dl olivenolie
salt og peber

Put det hele i en blender eller food processor og bland til pestoen er glat og jævn.

Bland det med din nykogte pasta og server alene eller med et sykker ristet kyllingefilet til. Og så er det ellers bare op på en bakke og ind foran TVét. Drop din kanal surfing og vælg en god serie fra Netflix. Hvis du ikke allerede HAR set den , jamen så er House of Cards dagen bedste bud. Velbekomme !

IMG_0638

 

Spaghetti Carbonara – the Swedish Edition

Spagetti Carbonara med bacon og kantareller

Så er jeg lige kommet hjem fra en weekend i vores ødegård  i Småland. Helt skønt ! Vejret var fantastisk, der var sommerblomster og skovjordbær i grøftekanten, fuglefløjt og summen af insekter i luften – ellers åndende alt bare fred og ro. Men det bedste var jo at der var kommet kantareller i skoven og jagten satte ind få timer efter ankomst.
Det blev til en samlet weekendhøst på 2 kilo lækre og faste kantareller ! Det er ikke så ringe endda. Lørdag aften ændrede vi den planlagte menu for at nyde de friske svampe og samtidig havde vi lyst til noget enkelt. Så det blev til spaghetti Carbonara- Swedish style, dvs ristet bacon af den gode håndskårne slags, vendt i pastaen sammen med et par æggeblommer rørt op med 1 dl piskefløde og en stor håndful reven parmesan ost. Oveni denne herlighed kom vi så små, hele smørristede kantareller, som vi dryssede i med rund hand og det hele blev pyntet med lidt frisk basilikum. Enkelt og super lækkert.
Resten af mine svampe putter jeg i fryseren til senere brug. Men først skærer jeg dem I passende stykker og svitser dem på panden I smør. Lad vandet fordampe og giv dem så en ekstra klat små. I denne tilstand fryser jeg dem i passende portioner, som jeg så kan hive op og smide i en sovs eller riste på panden til et stykke kød. De smager stadig fortrinligt.