Hvad er meningen med livet ?

Da vores børn var mindre læste jeg meget højt for dem – blandt andet af alle Kenneth Bøeg Andersen fantastiske bøger om Djævlens lærling, – drengen Philip. Jeg kan specielt huske en episode hvor Philip kommer på besøg oppe i himlen og møder Gud. Og Gud siger til ham at han må stille ham eet spørgsmål. Og selvfølgelig spørger Philip ” Kære Gud, hvad er meningen med livet?” Som oplæser sad jeg der utålmodigt og tænkte, ”Okay, hvad mon Gud/Kenneth Bøeg Andersen svarer til det??”Men som det jo måtte gå, så sker der pludselig noget meget dramatisk bedst som Vorherre skal til at svare og ja…Philip får aldrig svar på sit spørgsmål og det gjorde jeg så heller ikke.
Men meningen med livet eller måske snarere ”meningsfuldhed i livet” er noget der optager mange af os.
Da jeg sad som chef i medicinal branchen oplevede jeg mange medarbejdere der kæmpede med manglende mening i arbejdslivet. ”Hvorfor skal jeg gøre det her ?” ”Det bidrager ikke til at skabe værdi”. ”Det virker helt omsonst”. Hver dag kan man læse i avisen om læger og sygeplejersker der oplever at en meget stor del af deres arbejde ikke bidrager til kerneydelsen og dermed ikke virker meningsfuldt. Manglende meningsfuldhed skaber stress og utilfredshed og mistrivsel.
Meningsfuldhed har mange ansigter. Den forsker der udvikler en ny kræftbehandling skaber mening Den medborger der følger en blind over vejen skaber mening. Forleden dag fik min mand og jeg en venlig opsang af vores børn, der synes vi var for sure og stressede når vi købte ind og vi glemte at smile og sige ”ha en god dag” til kassedamen. Jamen de havde jo ret ! For det skaber mening at være venlig.

Jeg tror på, at det er vigtigt bevidst at lede efter meningen og værdien i tilværelsen. At være opmærksom på hvad der giver en oplevelse af mening. Hvordan føles meningsfuldhed indeni ? Simpelthen at lægge mærke til den følelse der opstår når livet er meningsfuldt. Men også at være nysgerrig på når noget ikke gir´ mening. Hvad gør det ved mig ?

Denne forårsaften i maj skal vi høre jeres historier om ”Meningsfuldhed” og vi skal berøres og inspireres af dem.
Det glæder vi os til.

Læs mere om samtalemiddagen her:

https://minmadhimmel.dk/samtale-middage/

 

%d bloggers like this: