Noget om at præstere….

For nylig var jeg sammen med vores datter og en af hendes venner fra jura studiet. Begge to var begyndt at gå til Volleyball torsdag aften, men vennen var nu kommet i tvivl om han havde tid til det. Han er et halvt år fra at blive færdig med kandidaten og har i dette semester fået arbejde hos en advokat. Her arbejder han ulønnet 40-50 timer om ugen. Desuden laver han frivillig juridisk rådgivning en gang om ugen ”fordi det ser godt ud på CVet”. Derudover har han stadig et fag tilbage på universitetet.

Han var meget optaget af at få noget i skabet, som han kunne bruge på at lave et godt CV når han nu snart skulle ud og søge arbejde. Samtidig bar han rundt på en følelse af ikke rigtig at vide noget. Selvom han nu havde læst i næsten 6 år og arbejdet ved siden af, så var det svært at se sig selv i et job hvor man skulle have ansvar, og hvor det forventedes at man viste noget om sit fag. Ugen efter fortalte min datter af han var sprunget fra Volleyball træningen.
Jeg blev trist til mode over det pres et ungt menneske på 25 kan føle ligge på sine skuldre. Jeg kom til at tænke på hvordan jeg selv for mange år siden oplevede den første kvalitets kontrol af mit arbejde, og var sikker på at ”nu opdager de at jeg ikke ved en skid om noget som helst”. Det skete selvfølgelig ikke, men det tog alligevel en del år før jeg virkelig havde en grundfæstet fornemmelse af at være god til mit arbejde.
Siden hen blev jeg leder, og det var mig der sad og ansatte de unge håbefulde, nyuddannede kandidater. Med tiden gik det op for mig at ”you hire for performance, but you fire for personality”. Eller sagt på en anden måde…. Det er selvfølgelig godt med et fint CV, men i sidste ende er din personlighed vigtigere end dine færdigheder. Hvis du er omstillingsparat, nysgerrig, venlig og imødekommende, en god kollega, har humor og kan rejse dig op når du falder, så er du langt bedre rustet til arbejdslivet, end hvis du har et flot CV. Man kan lærer sig nye færdigheder, men det er svært at ændre på personligheden.
Så alle jer derude der søger job eller planlægger karrieren. Husk på at I ved en masse ting allerede. Når I skal til at arbejde sammen med de 40-50 årige, så er der områder hvor I allerede ved meget mere end dem.
En ansættelse er så meget mere end den jobbeskrivelse I modtog på dag 1. Du skal bruge hele din værktøjskasse – dvs ikke bare det du har lært på studiet, men dine erfaringer med at være sammen med andre mennesker, dine personlige op-og ned ture, dine udenlandsrejser, dine sorger, din begejstring, alle de fejl de har begået gennem tiden, og det du har lært af dem, alt det der har været svært og alt det du har klaret som en leg. Det er alt sammen DIG, og det er hele dig der skal i spil på din nye arbejdsplads. Og hvis de ikke vi ha´ hele dig, så skynd dig at finde et andet arbejde, for så er der noget helt grundlæggende omkring trivsel, ydeevne, motivation og arbejdsglæde som din nye chef ikke har forstået.
Så drop CV´et og spil noget Volleyball og ha´det sjovt – så kommer du forrest på MIN ansættelsesliste 😊

Til vores næste middag “Rundt Om Bordet” d. 19 november skal vi tale om “at præstere” , og vi skal lytte til hinandens historier om emnet. Kom og vær med, fortæl DIN historie, og bliv inspireret af de andres 🙂

Køb din billet her: https://billetto.dk/e/rundt-om-bordet-mad-og-faellesskab-billetter-484148?utm_source=Billetto&utm_medium=Search&utm_campaign=Browse&utm_content=DK+Search+Widget

Vi gør klar til aftenens gæster
%d bloggers like this: