Sidste sommer røg jeg helt uforvarende ind i en mistanke om kræft i livmoderen.
Vi var på vej på ferie. Vejret var godt og humøret i top. En gynækologisk rutineundersøgelse satte gang i problemerne, og inden vi kunne nå at sige ”hvad skete der lige her”, så var jeg allerede indrulleret i ”kræftpakken” og havde undersøgelser og lægeaftaler i kalenderen, i stedet for cykelture og vinsmagning på den franske sydkyst.
Jeg tog med det samme kontakt til en gammel bekendt, som er overlæge på Rigshospitalet. Han beroligede mig – mente at det højst sandsynligt ikke var noget alvorligt. Sommeren fortsatte, endda med det bedste vejr i mands minde, og jeg gik fra undersøgelse til undersøgelse, afbrudt af små ture på cykel rundt i landet. Hver gang jeg blev undersøgt og tænkte ” nu viser det sig at være en fis i en hornlygte”, så skete det modsatte, nemlig at man fortsat ikke kunne udelukke kræft. Efter hver undersøgelse, ringede jeg til min overlæge ven, der fortsatte med at bevare roen og indgyde mig fortrøstningsfuldhed. Det blev en lang sommer. Med mange gode og meningsfulde samtaler med min dejlige mand. Med megen venten og bekymring. Med sol og sommer og cykelture hvor jeg i nogle timer kunne glemme det hele.
Efter 2 måneders venten oprandt operationsdagen. Den sidste MR scanning havde vist at der sandsynligvis var tale om en ondartet type kræft. Kirurgen havde forberedt mig på at hun ville lave den store operation, dvs hele underlivet skulle fjernes via en stort lodret snit i maven. Jeg var skidebange for at sige det rent ud. Bange for operationen, for smerterne, for hvad de fandt derinde, for om jeg ville blive mig selv igen. Min overlæge ven kom forbi inden jeg kørte ned til operationsstuen. Endnu en gang sagde han, at han ikke troede det var noget alvorligt. Jeg kan huske at jeg forholdt ham det seneste MR scannings svar, men han fastholdt sin optimisme.
Da jeg vågnede efter operationen sad min datter og mand ved min side og jeg var i første omgang glad og taknemmelig over bare at være vågnet op. Kort efter går døren op og kirurgen kommer ind sammen med min ven. Det øjeblik står så tydeligt i min erindring. Ikke så meget hvad kirurgen sagde, men min vens blik der var SÅ lettet at jeg med det samme forstod to ting: dels at det var gode nyheder, dels at han havde været bekymret, men havde valgt ikke at dele den bekymring med mig.
Kirurgen sagde det så fint ud. Det tydede ikke på kræft. Jeg ville få endelig besked efter 2 uger.
Når jeg tænker tilbage på det hele, så bliver jeg stadig rørt ved tanken om den omsorg fra en uventet side. Selvfølgelig er jeg taknemmelig over at blive frikendt og ikke skulle kæmpe videre med en kræft diagnose. Jeg er dybt taknemmelig for min mand der stod tæt ved min side hele vejen. Men der er også en forunderlig taknemmelig over at have haft denne støtte gennem sommeren fra en person som egentlig ikke står mig meget nær, men som blev ved med at tro på det bedste og som i virkeligheden nok havde faked sin optimisme for at holde mit mod oppe. For omsorgen i det er jeg meget taknemmelig.
Hvad er DU taknemmelig for ?
Det skal vi tale om til vores næste Samtalemiddag fredag d. 5 april 2019
Læs mere om vores Samtalemiddage her:
https://minmadhimmel.dk/samtale-middage/
Tilmelding til camilla@minmadhimmel.dk eller sms til 20132214
