Studentertid……

I  morgen bliver min dejlige datter student ! Det er næsten ikke til at fatte. Så er det uigenkaldeligt slut med skolebørn, madpakker og forældrekonsultationer. Det er nu lidt mærkeligt…..
Hun har glædet sig vildt meget og det er selvfølgelig en begivenhed der skal fejres.
Måske skal nogen af jer også ha´studenterne forbi i vognen til en lille haps eller familien til fejring og så kan jeg anbefale disse små fine kager der passer til lejligheden. Du kan evt lave dem og fryse dem ned i forvejen og så pynte dem på dagen.

Fine små studenterkager

Lav først en mørdej af:

250 gr mel
75 gr flormelis
150gr smør
1 æg

Bland det hele i en foodprocessor og lad dejen hvile mindst en time på køl.

Imens kan du lave mazarin fyldet. Opskriften stammer fra gamle Gert Sørensen da var chef konditor for Tivoli i mange år. Den har fulgt mig de sidste 25 år  Portionen her rækker til cirka 45 små kager. Så kan du bare justere op eller ned afhængig af antal gæster.


1o0 gr marcipan (gerne Odenses bittermasse)
100 gr sukker
100 gr smør
1 dl æg
45 gr mel
Start med at blande sukker og marcipan i en food processoren og tilsæt så smør, æg og til sidst melet.

Rul dejen ud og stik cirkler ud med et glas eller en udstikker. Jeg bruger en minimuffin form til at lave disse små kager, men laver dem ikke så høje – bare som en almindelig tærte. Smør formen og fyld hullerne med dejen. Læg så en teskefuld mazarin i tærten eller brug en sprøjtepose til at fylde dem med. Bag dem til de er lysebrune og dejen ikke hænger i. Det tager cirka 10-15 minutter ved 200gr.

Så mangler de bare pynten

Lav en glasur af flormelis og vand og farv den med lidt frugtfarve. Hvis det ikke er studentertid, så lave en glasur af flormelis og citronsaft – det smager skønt.
Put glasur på og pynt med bær.
Så kan studenterne bare komme an !
STORT Tillykke med dem !

Tillykke kære studenter !