Spis nu for h…. nogle flere grøntsager

Jeg er virkelig begyndt at blive så deprimeret af at læse den daglige avis. Der er stort set KUN dårlige nyheder. Og i dag toppede den med FN´s længe vente klimarapport.

Prøv nu at hør´- vi er så meget på skideren (ja undskyld udtrykket) hvis der ikke bliver gjort noget radikalt . Vi bliver ved med små lappeløsninger og stikken hovedet i busken, men det går jo ikke.
Der er så meget vi kan kontrollere i verden og vi er blevet så store og mægtige, at vi glemmer, at der er noget der er større end os – nemlig naturen. Forleden kunne man læse om at spækhuggeren kan være på vej til at uddø pga PCB – et kemikalie som har været forbudt i 30-40 år. Man tror at det for længst er væk, men nej – det er det overhoved  ikke, det bliver derimod optaget i spækhuggeren som dermed mister sin forplantningsevne.
I sommer læste jeg Maja Lundes bog – Biernes Historie. Og bevares, det er jo ikke et videnskabeligt værk på nogen måde, men en roman om bierne og om hvordan verden kan komme til at se ud hvis bierne helt forsvinder.
Jeg blev berørt af den fordi den formår at vise, hvor store konsekvenser det kan have. Og sådan er det jo med fødekæderne – at ændres der i et led, så får det en lang række konsekvenser andre steder.
I dagens avis sagde en klimaforsker ganske rigtig, at det selvfølgelig var vigtigt med politisk beslutning og vilje til at ændre på tingene Men hun påpegede også betydningen af, at vi ALLE tager et personligt ansvar. Så når nu Lars Løkke i sit nye klimaudspil synes at landmændene skal fredes, så er det måske der den enkelte forbruger må tage skeen i egen hånd og sige: ”Jamen i stedet for én grøntsagsdag om ugen, så ændrer vi det til én køddag om ugen”. Så må landmændene jo se at finde noget andet at bruge markerne til end kødkvæg !

Nå, I må undskylde mit sure opstød, men jeg er sgu bekymret. Så lad os ikke vente på tsunamier, tørke og isvintre, for når først de kommer så er det for sent. Fyld din indkøbskurv med grøntsager og brug dem op før du køber nyt. Så er vi allerede et skridt på vejen.

Her kommer lidt hurtig inspiration:

For eksempel denne salat med baget gulerødder vendt i olie salt, peber og spidskommen eller andet krydderi du holder af. Tilsæt tynde skiver rå gulerod, cous cous, perlespelt eller quinoa, rå rødløg i tynde skiver, appelsin i tynde både og persille eller hakket koriander. Hæld lidt appelsinsaft og olivenolie over og spis.

Bagte gulerødder med masser af smag

Eller denne herunder som er små kartofler bagt i ovnen med dit yndlings krydderi og så bagefter vendt med noget knasende og sprødt- for eksemple tynde skiver asparges, brøndkarse eller anden krydderurt.

Lune kartofler med sprødt knas

Eller her til sidst en “hvis mig dit køleskab-salat”. Smid ikke dine salat rester ud, men læg trætte grøntsager i isvand en time og de bliver så gode som nye. Tilføj lidt ost, lidt nødder eller kerner og straks har du en mættede middags salat.

Reste salat

Lad os hjælpes ad med at passe på klimaet 🙂