Min helt egen “artikel” om vores Samtalemiddage

For et par uger siden var der en helsides artikel om vores Samtalemiddage i søndags Politiken.
Det var vi både glade for, og også lidt stolte af. Efter to år og mange dejlige gæster i køkkenet, var det godt at mærke at andre også kunne se det fantastiske ved vores koncept.
Men som dagene er gået er det noget vi er blevet opmærksomme på. Noget vi savner i artiklen. Noget der ikke er rigtig klart. For hvorfor skrev han at ”man nænsomt tvinger folk til at afsløre deres dybeste hemmelighed”? Og hvorfor skrev han ikke at maden var en oplevelse i sig selv ? Og hvad var det der med at ”man letter hjertet for en sten”?

Lad mig lige slå fast med det samme….. at der er ingen der bliver tvunget til noget som helst. Man kommer, man deltager, man spiser, man lytter, man bidrager til fællesskabet og man er selv en del af fællesskabet. Det handler IKKE om at lette sit hjerte. Det er IKKE terapi vi laver. Det handler om at inspirere og berøre hinanden. Det handler om at fremkalde hinanden. Det handler om at lytte. Vores middage skal ikke ses som et fravalg af noget andet, men som et tilvalg.
Et tilvalg af dejlig mad og vin, nye mennesker og inspirerende samtaler. Som én af vores gæster så fint skrev til os i går efter at have læst artiklen:

Jeg kommer til Jer, for at forkæle mig selv.  Forkæle mig selv med lækker, lækker mad og menneske -berigelse af høj karat. Det holder een i live at møde mennesker man ikke kender. Man må gøre sig umage. Det tror jeg er vigtigt.. Så mit udgangspunkt er ikke fravalg af noget kedeligt, men tilvalg af noget meget positivt

En anden gæst skriver således til os:

Det, der vakte min interesse var netop muligheden for samtale og at få lejlighed til at lytte og blive lyttet til. Det kan give plads til eftertanke og vækst og til at man kan føle sine følelser og mærke andres følelser. Hvilket det også har gjort for mig de gange, jeg har været med. Dette kan også give grobund for nye venskaber”

Så du skal deltage i vores Samtalemiddage hvis du er nysgerrig på tilværelsen. Hvis du længes efter noget mere. Noget mere mening, mere fællesskab, mere lytten, mere nærvær. Du skal deltage hvis du har lyst til at møde nye mennesker og hvis du er åben overfor den inspiration som nye fællesskaber kan give dig. Og så skal du deltage hvis du elsker et smukt dækket bord og dejlig mad, lavet fra grunden og altid lavet med hjertet.

Læs mere og her om vores middage.
http://minmadhimmel.dk/samtale-middage/

Og vi, Mads og jeg er dine værter. Vi sætter en ære i vores værtskab. I at sørge for at der er en ramme som er tryg og varm og i mødekommende. En ramme hvor man kan slappe af og hvor man bare kan være, uden at skulle bekymre sig om noget.
Eller sagt på en anden måde…..Vi elsker vores gæster og vi passer godt på dem.

Vi glæder os til også at møde dig

%d bloggers like this: