Flexitar ? Så læs med på bloggen idag…..

Jeg har altid været lidt fascineret af sproget og dets udvikling, og af hvordan nye ord opstår, mens andre forsvinder. Min mor er lidt af en sprognørd og sørgede ihærdigt for at vi børn udtalte ordene rigtigt og for eksempel sagde ”keks” og ikke ”kiks”. I dag ville jeg nok blive mobbet ud af køkkenet hvis jeg holdt fast i mit ”keks”.

Men et af de relativt nye ord der er poppet op er ”flexitar”, eller sagt på en anden måde – ”en  vegetar på deltid”.
En Flexitar er , jeg citerer: ” En flexitar, også kaldet en fleksibel vegetar, dækker over en person, som nogle gange spiser kød, men ofte spiser helt vegetarisk. Flexitarer har ofte taget et valg om kun at spise kød i meget små mængder og kun for at få den optimale ernæringsmæssige kombination af vegetariske og animalske produkter.”

Råvarene er klar

Det er lidt ligesom at være festryger eller weekend dranker ikke ?
Der er noget lidt komisk over at man skal have et nyt ord for det der med at være mere bevidst om sit kødforbrug, men sådan er det. Nye ord opstår med nye behov.
Ud med brødflov, fusentast og døgenigt. Og ind med emoji, trumpisme ,bodyshaming og ja…..flexitar

Og når det nu er der, så synes jeg egentlig tanken om at være deltids vegetar er ret så tiltalende.
Jeg elsker en god bøf eller en simreret med kød der har kogt længe over lavt blus. Men grøntsagernes smags- og synsmæssige mangfoldighed er uovertruffen, og handlede det om  hvad jeg skulle tage med til en øde ø, ja så måtte bøffen nok blive derhjemme.

I denne uge får I opskriften på en god og mættende salat som er fin som et måltid i sig selv. Fuld af gode ting og sager.

Dejlig mættende salat med perlespelt

Du skal bruge følgende til 4 personer:

200gr perlespelt
2 små rødløg eller 1 bundt forårsløg
200gr god græsk eller tyrkisk feta
150-200gr grønne oliven uden sten
1 grøn og 1 gul peberfrugt
1 lille pose spædspinatblade
1 bundt bredbladet persille
150gr pecannødder

Kog spelten mør i letsaltet vand og afkøl. Hak rødløg fint eller skær forårsløgene i tynde skiver. Vælg hvad du bedst selv kan lide. Skær oliven i skiver og peberfrugt i tern. Pecan nødderne skal en tur i ovnen til de er sprøde og så grovhakkes . Skær fetaen i tern og hak persillen groft. Bland så det hele godt sammen og smag til med salt og peber.

Lave en dressing af følgende:
1 spk dijon sennep
1 spk grov dijon (eller 2 almindelige hvis du ikke lige har den grove i skabet)
2 spk flydende honning
30 ml hvidvinseddike
1- 1/2 dl olivenolie
salt og peber

Blande dressingen godt sammen og smag til med honning, mere eddike eller olie efter behag. Vend med salaten og server. Så behøver du ikke sidde og længes efter en stor bøf !

Så er der serveret
%d bloggers like this: