Æblekage tid

Når mørket begyder at indfinde sig allerede om eftermiddagen, så kalder det på thé, sofahygge,  ild i pejsen og en god æblekage. Man kan stadig få danske æbler i butikkerne, og har du et Ingrid Maria æbletræ i haven, kan du være heldig at der stadig sidder æbler på det.

Der findes jo et hav af dejlige kager med æble, men i dag får du 2 af mine favoritter. En hurtig og en langsom.

Lad os starte med den langsomme….. den står i min ældste udklips kogebog, som jeg begyndte på da jeg var omkring 18 år. Det er ikke så tit den er i brug, men denne opskrift stammer fra min bedstemor og det var en af mine yndlings desserter når jeg besøgte hende.

linsedejsæblekage

Den går sådan her:

Linsedejs æblekage

Linsedej af

250 gr mel
175 gr smør,
100 gr flormelis
1 æggeblomme

Det hele blandes hurtigt sammen og dejen skal derefter hvile koldt en times tid.

Imens laves fyldet af

100gr smuttede og finthakkede mandler  (jeg blender dem)
150 gr smør
200 gr flormelis
2 æggeblommer
Reven skal af en øko appelsin
3-4 skrællede og skivede æbler.

Bland mandler, smør, æg og sukker til en ensartet masse. Rul dejen ud og brug 2/3 til at fore en smurt og melet tærteform. Fordel fyldet i tærten, riv appelsinskal over og dæk med de skivede æbler. Brug resten af dejen til at lave et låg til din kage. Skær en lille cirkel ud af låget så der kan komme luft ud af den under bagning. Brug evt resten af dejen til at lave dej-blade eller blomster til at pynte kagen med. Pens med pisket æg og drys med mandelflager og bag så i oven ved 190 gr i 30-40 minutter. Dæk den til med sølvpapir hvis den bliver for mørk. Server med flødeskum !

Den anden er hvad bedstemor ville have kaldt en ”pund til pund kage” – dvs lige dele sukker, mel og smør. I denne er der også lige dele marcipan ! Ikke så værst nu hvor marcipanen er tilbage på hylderne i de fleste supermarkeder i anledning af den forestående Jul.

Æblekage med marcipan og kanel

Du skal bruge

250 gr mel
250 gr sukker
250 gr smør
250 gr revet marcipan
2 æg 3 æbler i skiver
kanel og sukker til drys

Bland smør og sukker, tilsæt æg et af gangen, derefter mel og marcipan. Fordel dejen i en smurt springform. Læg de skivede æbler i ring på toppen og pres dem lidt ned. Drys med kanel og sukker læg et par smørklatter på og bag i ovnen ved 170 grader i 50-60 minutter. Stik en pind i og check at dejen ikke klistrer fast. Server med creme fraiche og en god kop thé.
Så kan man godt klare de mørke eftermiddage.

2014-11-06 13.45.44