Har vi helt glemt at lytte……

Det slår mig oftere og oftere, at vores evne og lyst til at lytte er dramatisk for nedadgående.
Vi kender jo alle det der med at sidde til bords med én der kun taler om sig selv hele aftenen.
Men det er ikke kun der. Det er som om at vi har fået for travlt til at lytte. Vi er i konstant kontakt med omverdenen via vores telefon. Der er ingen pauser mere. Ingen tid til at sidde og stirre ud i luften fra en togkupe. Ingen tid til at nyde naturen fra en bænk i parken. Ingen tid til at kede sig. For vi lader os forstyrret….af et lille pling eller af vores egen angst for at gå glip af noget, eller vores ønske om lige også at komme med VORES mening!
Når vi lytter til andre er vi ofte opfyldt af tanken om hvornår vi selv kan få lov at sige noget. Ofte så opfyldt at vi slet ikke rigtig hører efter. Og vi bliver også utålmodige når vi lytter, for hvornår kommer pointen? Og KOMMER der i det hele taget en pointe?  Spilder jeg tiden ved at sidde her og lytte?

Vi synes helt at have glemt, at det man lærer ved at tale, er forsvindende lidt i forhold til det man lærer ved at lytte. Når vi taler, så handler det om noget vi ved i forvejen. Når vi lytter så er der mulighed for at lære noget nyt.

Og faktum er jo, at par gå fra hinanden, medarbejdere siger op og børn gider ikke være sammen med deres forældre –  ALT sammen på grund af en manglende evne til at lytte og til at være nærværende.
Når vi afholder vores ”Samtalemiddage”, så handler det grundlæggende om at lytte.
I løbet af aftenen fortæller alle gæsterne en historie. Og de fortæller den til 13 andre gæster som bare sidder og lytter – kun til dem. Og det er et lille mirakel hver gang at se hvad der opstår ud af denne fortælling og lytning; fællesskab, berøring, nærvær, inspiration, støtte, accept.

Dejlig stemning omkring bordet

Så kære læser….prøv at lyt ! Lyt til din medarbejder når hun klager over stress, uden at tænke ”shit, hvis hun er træt og stresset, så bliver det mig der skal lave alt hendes arbejde”. Bare lyt ! Og lyt til dine søn når han kommer og siger at han overvejer at droppe ud af gymnasiet, uden at tænke ”åh nej, hvad skal der SÅ blive af ham” og lyt til din ægtefælle når han siger at han savner at I er noget mere sammen uden at tænke ”øv, så er det slut med min yoga aften”. At lytte er bare at LYTTE. Du behøver ikke med det samme gå i action mode. Du skal ikke komme med gode råd. Bare lyt, stil spørgsmål, vær nysgerrig og se hvad der sker.

Du kan læse mere om vores Samtalemiddag her på hjemmesiden:
http://minmadhimmel.dk/samtale-middage/

 

%d bloggers like this: