Godt Nytår…..med hjemmelavet kransekage

Ja, så er det Nytårsaften i morgen og du kan stadig nå at lave din egen kransekage. Det er ovenikøbet super enkelt. For mig hænger kransekage og Chefkonditor Gert Sørensen uløseligt sammen. Jeg er nemlig den glade indehaver af et signeret eksemplar af hans bog ”Le Patissier moderne”.

Sagen er den, at jeg i 1990 var på et kursus hos ham der løb over 4-5 gange. Og her lærte jeg nogle ting som jeg har gjort brug af rigtig mange gange gennem de sidste 25 år. Så som at lave et lille hurtigt kræmmerhus af et stykke madpapir som kan bruges til glasur eller flydende chokolade.
Eller abrikosmarmelade-glacering af små kager, eller hvordan man kan vende små mazarin kager på hovedet når de kommer ud af ovnen så de bliver flade på oversiden og nemme at pynte. Gert Sørensen er en old school konditor. Han blev uddannet i 1955 og var i mange år indehaver af Restaurant Konditoriet i Tivoli hvorfra han kreerede de vildeste ting. I hans bog er der opskrifter på ”Karamelarbejde”, ”chokoladearbejde”, ”ismeslsling” og bryllupskager i mange etager. Ikke lige det man står og laver til hverdag. Alligevel er flere af siderne i bogen klistret sammen af flittigt brug med fedtede fingre, for han har nogle klassikere som jeg har brugt igen og igen.. Gert Sørensen er en desserthåndværker af de helt store og selvom hans opskrifter i dag kan forekomme at være fra en svunden tid, så sender jeg ham ofte en tanke når jeg laver desserter. Således også i dag hvor jeg har lavet kransekage, for det er ALTID hans opskrift jeg bruger. Desuden lærte han mig et smart trick til at få stykkerne til at have den rigtige facon – både lidt rundede, men samtidig spidse i toppen.

Opskriften er enkel og rækker til 7-8 gode tykke stykker af 10cm længde eller til en lille top.

500gr kranskagemasse
250gr sukker
60gr æggehvide
Bland de 3 ting sammen med en elpisker og ælt evt tilsidst i hånden så det hele er godt blandet. Del dejen op i nogle stykker og rul hvert stykke til en pølse. Tryk derefter med undersiden af din hånd langs hele den ene side af din pølse, så den flader ud langs bordpladen. Derefter rettes den op og voila……du har nu et smukt formet stykke kranskage. Hvis du vil lave en høj kranskage, så udregn stykkernes længde som på det billedet herunder fra Gert Sørensens bog. Og hvis du vil have nougat indeni, jamen så er det bare at ”åbne” din pølse med et lille snit, lægge en lille stribe nougat ind og rulle det sammen igen inden du former det til stykker.

Stykkerne skal bages ved høj varme, cirka 220-230grader i omkring 10 min til de er lysebrune. De skal være sprøde udenpå og bløde inden i. Lav en glasur af lidt flormelis og pasteuriseret æggehvide (det blivere fastere end hvis man bruger vand) og lav de klassiske striber henover stykkerne.

Rigtig Godt Nytår til jer alle !

2014-12-30 13.44.13-1

%d bloggers like this: