Alle jer der har tomatplanter i drivhuse eller i haven, har sikkert en overflod af dejlige tomater som skal finde vej ind i køkkenet.
Italienerne kan det der med tomater
Denne her super nemme og gode tomat tærte er blevet et hit her i sommer hos mig. Jeg har lavet den adskillige gange, både som selvstændig ret eller som tilbehør.
Fold butterdejen ud på en bageplade og skær en lille ridse i dejen hele vejen rundt, cirka en cm inde. Du skal ikke skære igennem dejen.
Bland creme fraiche med dijon sennep og smør det ud i et tyndt lag på dejen. Lad kanten være fri.
Fordel osten på dejen. Man kan bruge forskellige slags fast ost. Når jeg har en endeskive primadonna eller andet, så river jeg gerne det sidste og putter i fryseren til en dag hvor jeg skal lave en tærte som denne, eller til ostekiks eller andet godt. Men Irma er begyndt at have reven emmentaler og det brugte jeg til min tærte i går. Det skal ikke være mozarella, den er for blød, men kan også være cheddar for eksempel.
Skær tomaterne i halve og fordel dem på tærten. Lav en lille blanding af salt og sukker og timian og drys dette over tomaterne. Det fremhæver sødmen og syren i dem. Og så er det ellers bare at bage herligheden i ovnen til den er gylden og lækker – cirka en halv time.
Vores næste Samtale middag fredag d. 6 september skal handle om ”Berøring”.
Jeg har gået og tænkt på hvad jeg selv er blevet berørt over, og tanken falder helt naturligt på min mor som døde i april. Min mor var en sej, energisk og meget livs elskende kvinde, indtil hun for 10 år siden fik en stor blodprop i hjernen, der forandrede hendes liv på alle måder. Hun har kæmpet med genoptræning, med sorg over sit tab og med at finde en mening på trods. På mange måder lykkedes det hende at finde glæde i de små ting, men da min far, hendes livsledsager gennem 60 år, døde for små 2 år siden, så var det som om den sidste flamme døde ud.
I marts i år hold hun op med at tage sin medicin og hun holdt op med at spise. Hun ville ikke leve mere. Hun ville genforenes med min far. Jeg havde så svært ved at accepterer det. Forstå det kunne jeg, men rumme den beslutning var svært. En dag sagde jeg i frustration til hende ”Mor, for helv.. altså..…, hvad sker der med dig ?” Så gav hun mig et kram og svarede ”Camilla, du skal ikke være bekymret”.
Det berørte mig så dybt. Min mor, som jeg havde passet gennem så mange år, blev pludselig til MOR igen. Lige der følte jeg mig bare som en lille pige og hun beroligede mig og sagde at alt var godt. Hun havde taget en beslutning, og det var den rigtige beslutning for hende, det kunne jeg så tydeligt mærke, og det gav mig ro.
Hun døde 5-6 uger senere. Min bror og jeg vågede over hende i 3 døgn på det plejehjem hvor hun endte sine dage. De sidste dage kunne hun ikke tale mere. Om natten inden hun døde mærkede jeg at hun var vågen og jeg bøjede mig ind over hende. Så rakte hun sin hånd op og aede mig på kinden, og hvis hun havde kunne tale, ville hun have sagt det igen.…”du skal ikke være bekymret”. Det blev det sidste livstegn jeg fik fra hende, og hendes berøring sidder stadig på min kind, og minder mig om hvilket elskeligt og kærligt menneske hun var.
Berøring har mange ansigter. Både det vi bliver berørt af og det vi IKKE vil røre ved.
Denne aften i september skal vi høre jeres historier om ”Berøring” og blive både inspireret og berørt af dem.
Da vores børn var mindre læste jeg meget højt for dem – blandt andet af alle Kenneth Bøeg Andersen fantastiske bøger om Djævlens lærling, – drengen Philip. Jeg kan specielt huske en episode hvor Philip kommer på besøg oppe i himlen og møder Gud. Og Gud siger til ham at han må stille ham eet spørgsmål. Og selvfølgelig spørger Philip ” Kære Gud, hvad er meningen med livet?” Som oplæser sad jeg der utålmodigt og tænkte, ”Okay, hvad mon Gud/Kenneth Bøeg Andersen svarer til det??”Men som det jo måtte gå, så sker der pludselig noget meget dramatisk bedst som Vorherre skal til at svare og ja…Philip får aldrig svar på sit spørgsmål og det gjorde jeg så heller ikke.
Men meningen med livet eller måske snarere ”meningsfuldhed i livet” er noget der optager mange af os.
Da jeg sad som chef i medicinal branchen oplevede jeg mange medarbejdere der kæmpede med manglende mening i arbejdslivet. ”Hvorfor skal jeg gøre det her ?” ”Det bidrager ikke til at skabe værdi”. ”Det virker helt omsonst”. Hver dag kan man læse i avisen om læger og sygeplejersker der oplever at en meget stor del af deres arbejde ikke bidrager til kerneydelsen og dermed ikke virker meningsfuldt. Manglende meningsfuldhed skaber stress og utilfredshed og mistrivsel.
Meningsfuldhed har mange ansigter. Den forsker der udvikler en ny kræftbehandling skaber mening Den medborger der følger en blind over vejen skaber mening. Forleden dag fik min mand og jeg en venlig opsang af vores børn, der synes vi var for sure og stressede når vi købte ind og vi glemte at smile og sige ”ha en god dag” til kassedamen. Jamen de havde jo ret ! For det skaber mening at være venlig.
Jeg tror på, at det er vigtigt bevidst at lede efter meningen og værdien i tilværelsen. At være opmærksom på hvad der giver en oplevelse af mening. Hvordan føles meningsfuldhed indeni ? Simpelthen at lægge mærke til den følelse der opstår når livet er meningsfuldt. Men også at være nysgerrig på når noget ikke gir´ mening. Hvad gør det ved mig ?
Denne forårsaften i maj skal vi høre jeres historier om ”Meningsfuldhed” og vi skal berøres og inspireres af dem.
Det glæder vi os til.
Sidste sommer røg jeg helt uforvarende ind i en mistanke om kræft i livmoderen.
Vi var på vej på ferie. Vejret var godt og humøret i top. En gynækologisk rutineundersøgelse satte gang i problemerne, og inden vi kunne nå at sige ”hvad skete der lige her”, så var jeg allerede indrulleret i ”kræftpakken” og havde undersøgelser og lægeaftaler i kalenderen, i stedet for cykelture og vinsmagning på den franske sydkyst.
Jeg tog med det samme kontakt til en gammel bekendt, som er overlæge på Rigshospitalet. Han beroligede mig – mente at det højst sandsynligt ikke var noget alvorligt. Sommeren fortsatte, endda med det bedste vejr i mands minde, og jeg gik fra undersøgelse til undersøgelse, afbrudt af små ture på cykel rundt i landet. Hver gang jeg blev undersøgt og tænkte ” nu viser det sig at være en fis i en hornlygte”, så skete det modsatte, nemlig at man fortsat ikke kunne udelukke kræft. Efter hver undersøgelse, ringede jeg til min overlæge ven, der fortsatte med at bevare roen og indgyde mig fortrøstningsfuldhed. Det blev en lang sommer. Med mange gode og meningsfulde samtaler med min dejlige mand. Med megen venten og bekymring. Med sol og sommer og cykelture hvor jeg i nogle timer kunne glemme det hele.
Efter 2 måneders venten oprandt operationsdagen. Den sidste MR scanning havde vist at der sandsynligvis var tale om en ondartet type kræft. Kirurgen havde forberedt mig på at hun ville lave den store operation, dvs hele underlivet skulle fjernes via en stort lodret snit i maven. Jeg var skidebange for at sige det rent ud. Bange for operationen, for smerterne, for hvad de fandt derinde, for om jeg ville blive mig selv igen. Min overlæge ven kom forbi inden jeg kørte ned til operationsstuen. Endnu en gang sagde han, at han ikke troede det var noget alvorligt. Jeg kan huske at jeg forholdt ham det seneste MR scannings svar, men han fastholdt sin optimisme.
Da jeg vågnede efter operationen sad min datter og mand ved min side og jeg var i første omgang glad og taknemmelig over bare at være vågnet op. Kort efter går døren op og kirurgen kommer ind sammen med min ven. Det øjeblik står så tydeligt i min erindring. Ikke så meget hvad kirurgen sagde, men min vens blik der var SÅ lettet at jeg med det samme forstod to ting: dels at det var gode nyheder, dels at han havde været bekymret, men havde valgt ikke at dele den bekymring med mig.
Kirurgen sagde det så fint ud. Det tydede ikke på kræft. Jeg ville få endelig besked efter 2 uger.
Når jeg tænker tilbage på det hele, så bliver jeg stadig rørt ved tanken om den omsorg fra en uventet side. Selvfølgelig er jeg taknemmelig over at blive frikendt og ikke skulle kæmpe videre med en kræft diagnose. Jeg er dybt taknemmelig for min mand der stod tæt ved min side hele vejen. Men der er også en forunderlig taknemmelig over at have haft denne støtte gennem sommeren fra en person som egentlig ikke står mig meget nær, men som blev ved med at tro på det bedste og som i virkeligheden nok havde faked sin optimisme for at holde mit mod oppe. For omsorgen i det er jeg meget taknemmelig.
Hvad er DU taknemmelig for ?
Det skal vi tale om til vores næste Samtalemiddag fredag d. 5 april 2019
Læs mere om vores Samtalemiddage her:
Vores næste Samtalemiddag i februar skal handle om ”at tage afsked”. Det har ledt tankerne hen på nogle af mine egne afskeds oplevelser. Dette er én af dem :
For 5 år siden tog jeg afsked med mit job som direktør. Jeg tog samtidig afsked med min høje løn, min firmabil, min gode pensionsordning og min sundhedsforsikring. Jeg tog afsked med stress og jag, med gode kolleger, med dårlige kolleger, med forretningsmøder, udenlandsrejser og med følelsen af at være vigtig. Og ikke mindst tog jeg afsked med den jeg var, med prestigen, med statussen, med den rolle jeg havde haft i rigtig mange år.
Mange synes jeg var modig. Andre sagde ”åh, det kunne jeg også godt tænke mig”. Selv synes jeg det var sværere end forventet. Og det sværeste var ikke økonomien eller frygten for ikke at have penge nok til regningerne. Nej, det sværeste var at tage afsked med en kendt identitet. Sin arbejdsidentitet gennem mange år. For hvem er man så, når man ikke mere har fast arbejde ? Og hvad nu hvis man aldrig finder ud af hvad man så skal lave ?
Når jeg var ude til middagsselskaber, så håbede jeg altid, at ingen ville spørge hvad jeg lavede. For hvad skulle jeg svare ? Jeg er tidligere direktør ? Temmelig patetisk ikke ? Jeg er i transit? Jeg laver ikke noget? Jeg holder pause? Jeg ser indad? Svarene stod ikke i kø.
Det gik pludselig op for mig hvor meget det du laver fylder i den almindelige konversation. Hvor dejlig nemt det er at definere sig selv ved sit arbejde.
Så den afsked, blev en rejse ind i ”hvem er jeg egentlig”? Og hvad har jeg lyst til ? Hvad er vigtigt for mig?
Og her er der en kæmpe frihed i, at kunne skrælle lag af i forhold til den fortælling vi ofte laver om os selv. ”Jeg er sådan en der….”. Ja, det var du, men måske ikke mere ? Man kan pludselig begynde at finde tilbage til sig selv. Man finder ud af at man faktisk ikke behøver at være noget. Man ER noget, bare i sig selv.
Men det er en lang rejse, og ind imellem får man en forfærdelig lyst til at få et fuldtidsjob og til at stille sig op sammen med alle de andre og læne sig ind i trygheden ved at ligne de andre.
Men indtil videre holder jeg ud……..
Kom med til vores næste Samtalemiddag fredag d. 22 februar i køkkenet i Birkerød og del din “afskeds” historie med de andre gæster.
Sidste lørdag faciliterede vi en privat Samtalemiddag til en 60 års fødselsdag. Der var godt 30 gæster og festen blev holdt i en lille restaurant der var lukket af for andre denne aften. Fødselaren havde et ønske om en anderledes fødselsdag. En aften med lidt mere kant. En aften som skulle være intens og hvor nærværet og samtalerne skulle hæve sig over snak om huspriser og ferieminder. Og sådan blev det også.
Vi står gerne for borddækningen
5 borde med 6-7 gæster ved hvert bord fortalte aftenen igennem historier om det emne bordet havde fået. Der var emner som ”Mod”, ”Berøring”, ”Forandring” med flere. Det blev til mange gode og berigende fortællinger i løbet af aftenen. Og selvfølgelig blev der også tid til taler til fødselaren, til at spise god mad og til almindelig hyggesnak. Da kaffen blev serveret, begyndt gæsterne at skifte plads og mange satte sig og snakkede med folk de ikke kendte. Det slog mig at alle samtalerne og historierne havde givet en åbenhed og nysgerrighed blandt gæsterne som man ikke normalt oplever til sådan en sammenkomst. Der var virkelig en ret exceptionel stemning og fødselaren var så glad og taknemmelig for at have fået en den fest hun virkelig havde ønsket sig.
Vi har også arrangeret Samtalemiddage for firmaer og bestyrelser og mindre private fødselsdage. Hvorfor ? Fordi konceptet åbner op for at være sammen på en anden måde. For at lytte til andre og for selv at blive lyttet til. Fordi det bliver muligt lære noget om andre som man ikke viste i forvejen og fordi det at dele en personlig historie, både er berigende for én selv og inspirerende for andre.
En Samtalemiddag er en måde at bringe lidt mere værdi og kant ind i en middag eller fest. Man bringer selv noget ind i samtalen og man tager meget mere med sig når man går hjem.
Hvis du er nysgerrig på konceptet så ring gerne og hør mere og få et uforpligtende tilbud.
Vi arrangere både middage i vores private hjem eller tager ud på en arbejdsplads eller et festlokale. Og man kan købe arrangementet med eller uden mad til.
Jeg er virkelig begyndt at blive så deprimeret af at læse den daglige avis. Der er stort set KUN dårlige nyheder. Og i dag toppede den med FN´s længe vente klimarapport.
Prøv nu at hør´- vi er så meget på skideren (ja undskyld udtrykket) hvis der ikke bliver gjort noget radikalt . Vi bliver ved med små lappeløsninger og stikken hovedet i busken, men det går jo ikke.
Der er så meget vi kan kontrollere i verden og vi er blevet så store og mægtige, at vi glemmer, at der er noget der er større end os – nemlig naturen. Forleden kunne man læse om at spækhuggeren kan være på vej til at uddø pga PCB – et kemikalie som har været forbudt i 30-40 år. Man tror at det for længst er væk, men nej – det er det overhoved ikke, det bliver derimod optaget i spækhuggeren som dermed mister sin forplantningsevne.
I sommer læste jeg Maja Lundes bog – Biernes Historie. Og bevares, det er jo ikke et videnskabeligt værk på nogen måde, men en roman om bierne og om hvordan verden kan komme til at se ud hvis bierne helt forsvinder.
Jeg blev berørt af den fordi den formår at vise, hvor store konsekvenser det kan have. Og sådan er det jo med fødekæderne – at ændres der i et led, så får det en lang række konsekvenser andre steder.
I dagens avis sagde en klimaforsker ganske rigtig, at det selvfølgelig var vigtigt med politisk beslutning og vilje til at ændre på tingene Men hun påpegede også betydningen af, at vi ALLE tager et personligt ansvar. Så når nu Lars Løkke i sit nye klimaudspil synes at landmændene skal fredes, så er det måske der den enkelte forbruger må tage skeen i egen hånd og sige: ”Jamen i stedet for én grøntsagsdag om ugen, så ændrer vi det til én køddag om ugen”. Så må landmændene jo se at finde noget andet at bruge markerne til end kødkvæg !
Nå, I må undskylde mit sure opstød, men jeg er sgu bekymret. Så lad os ikke vente på tsunamier, tørke og isvintre, for når først de kommer så er det for sent. Fyld din indkøbskurv med grøntsager og brug dem op før du køber nyt. Så er vi allerede et skridt på vejen.
Her kommer lidt hurtig inspiration:
For eksempel denne salat med baget gulerødder vendt i olie salt, peber og spidskommen eller andet krydderi du holder af. Tilsæt tynde skiver rå gulerod, cous cous, perlespelt eller quinoa, rå rødløg i tynde skiver, appelsin i tynde både og persille eller hakket koriander. Hæld lidt appelsinsaft og olivenolie over og spis.
Bagte gulerødder med masser af smag
Eller denne herunder som er små kartofler bagt i ovnen med dit yndlings krydderi og så bagefter vendt med noget knasende og sprødt- for eksemple tynde skiver asparges, brøndkarse eller anden krydderurt.
Lune kartofler med sprødt knas
Eller her til sidst en “hvis mig dit køleskab-salat”. Smid ikke dine salat rester ud, men læg trætte grøntsager i isvand en time og de bliver så gode som nye. Tilføj lidt ost, lidt nødder eller kerner og straks har du en mættede middags salat.
Jeg indrømmer med det samme at jeg er en frygtelig snack elsker. Alt det her salte, sprøde og knasende…ristede mandler, grovchips, crostini…. uhmm altså…. det er jeg virkelig forfalden til.
I min barndom havde vi “drinks-tid” i weekenden, hvor de voksne fik et glas vin , børnene en sodavand og så var der ellers “drinks-ting” til. Alt det her mere eller mindre usunde noget som vi alle elsker. Det var en skøn og hyggelig tradition, som også er videreført til mine egne børn. De elsker “drinks” 🙂
Glutenfrit knækbrød
Men indimellem kan det være godt med et lidt sundere alternativ til de klassiske chips og nødder, og her kommer dettte skønne og endda glutenfri knækbrød ind. Det er super nemt og hurtigt at lave, og jeg er ret så vild med det. Og ja….så er det helt klart sundere at spise end en pose Kim´s af de bedste.
Du skal bruge følgede:
2 dl majsmel
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
1 dl sesamkerner (gerne både sorte og hvide)
1/2 dl hørfrø
1/2 dl olivenolie
1 tsk salt
2 dl kogende vand
Bland hele herligheden og tag halvdelen op på bagepapir på din bageplade. Rul dejen tyndt ud mellem 2 stykker bagepapir. Portionen rækker til 2 bageplader. Skær dem ud i forkanter med en kniv eller en pizza slicer og bag ovnen ved 180gr i ca 25-30 minutter til brunt og gyldent. Spis dem med ost, hummus eller pesto og drik et dejligt glas rødvin til.
Her i sommer har jeg tænkt en del over meningen med livet….. eller måske snarere hvad der giver livet mening. En eller anden overordnet eksistentiel eller filosofisk forklaring på meningen med livet har jeg måske ikke så meget brug for. Men jeg er optaget af hvad der får livet til at give mening. For mig selv, men også for andre. Jeg ved jo godt at det ikke er noget man sidder og reflektere over hver morgen over krydderbollen, men tanken dukker nok op hos de fleste i ny og næ.
Franskmændene har et godt udtryk for hverdagslivet der hedder ”metro, boulot, dodo” – altså metro, arbejde og sove. Det svarer vel til det vi kalder ”livets trummerum”. Det er jo ikke umiddelbart i den kontekst at man ser den store mening, og dog er det den der fylder den største del af vores liv. Vi er alle lige kommer hjem fra sommerferie, med rejser, samvær og gode oplevelser i bagagen. Det er nemt at mærke en mening med det hele når man sidder på en strand i aftenvarmen og ser på verdens smukkeste solnedgang. Eller når man kaster sig i krystalklare bølger efter en lang dags cykeltur. Man føler sig lykkelig. Glad. Tilfreds. Men hvad med alle de andre dage? Hvor livet gør ondt. Eller slet og ret er kedeligt. Hvor den ene dag ligner den næste. Hvor farverne synes at være forsvundet ? Der er en der har sagt følgende : ”Livet er ikke de dage der passere, men de dage du aldrig glemmer”. Men er det nu også rigtigt? Jo, der er dage vi altid vil huske dage Dage som tændes som små stjerner i vores erindring. Men hverdagen ? Sammen med dem du elsker. Dage hvor du får lov at slå øjnene op hver morgen og hører fuglene synge. Eller regnens plasken mod ruden. Hvor du kan tage dine vandrestøvler på og gå en tur i skoven og dufte og sanse naturen. Eller hvor du gør noget der glæder og giver mening for andre. Hvor du står i kø i Netto. Eller hvor du bare mærker dig selv – hvem er jeg i dag ? Lige nu.
Hvis livet pludselig bliver truet af sygdom, så kommer de fleste pludselig i tanke om at livet faktisk erret okay. Undskyld kære Gud hvis jeg har brokket mig. Jeg mente det ikke. Jeg ER glad for at leve! Kan du genkende den? Så husk den nu hvor du vender tilbage til arbejde fra en skøn sommerferie.
Det er dejligt at leve. Også på en regnvejrsdag.
Som gode gamle Dan Turell sagde: ”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.
Måske skal vi lave en Samtalemiddag om det emne – “livets mening”. Watch the space !
Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver altså glad i låget af bolsjebeder. De er da bare sådan et “naturens lille mirakel“. Stribede grøntsager ! Jamen hvis skønheden i det ikke kan få dig til at spise flere grøntsager, så ved jeg snart ikke hvad der kan.
Denne dejlige og mættende salat lavede jeg forleden, men du kan også bruge bederne til at stort crudité fad med forskellige slags rå grøntsager med hummus eller aioli til. Der pynter de også.
Til salaten som rækker til 4 personer, skal du bruge:
300-400gr små nye danske kartofler
2-3 bolsjebeder – gerne både gul og rød/hvis stribet
½ blomkål – gerne gult hvis du kan få det
En håndfuld radiser
I lille bundt purløg
150gr god fetaost
Kog kartoflerne til de at møre.
Bederne skal skrælles og så skæres helt tyndt på et mandolinjern. Hvis du IKKE har sådan et, så vil jeg anbefale at du køber et. Simpelthen. Og du skal ikke spare og købe det billige du lige fandt på Nettos tilbudshylder. Jeg købte mit eget i Frankrig for 30 år siden ! Det kostede omkring 600kr den gang, hvilket var en veritabel formue. Meeen, det virker stadig perfekt og jeg bruger det ofte, så det er virkelig en god investering.
Når du har slices dine beder, så put dem i en skål med iskoldt vand i en time så de bliver sprøde og knasende.
Blomkålen kan du enten dele i buketter eller også give en tur på mandolinjernet. Det smuldrer lidt, men ser flot ud, når man har små ”blomkålstræer” i salaten. Også disse skal en tur i koldt vand.
Radiserne skærer du i tynde skiver med en tyndskræller (eller kartoffelskræller) og kommer også i isvand.
Så er det bare at afdryppe grøntsagerne, skære kartoflerne i lidt mindre stykker, blande salaten og drysse med purløg og smuldret feta.
Til denne salat lavede jeg en dressing af
2 dl creme fraiche
2 spk flydende honning
1 spk dijon sennep
2 spk rapsolie
salt og peber
